1289129012881291
 

Solen skinnede ved VGCs banevandring

Tor 24. maj 2018

409 - 6463

Baneudvalget inviterede onsdag eftermiddag interesserede medlemmer på banevandring og en statusopdatering på greens, maskinparken og det aktuelle arbejde på banen.
Onsdag kl 17 strålede solen fra en skyfri himmel, og det var – som vi her i maj måned har vænnet os til – perfekte betingelser til at spille golf.

Vi kunne derfor også stå og glæde os over, at folk strømmede ud på banen – Kaninturnering på Parken, Regionsgolfere i Skoven og private runder på Sletten.

Men trods alt mødte 12 nysgerrige medlemmer frem og fik en grundig gennemgang af det igangværende arbejde med banen, ikke mindst på greens, som jo er det altoverskyggende indsatsområde lige for tiden.

Baneudvalget var repræsentereret ved Rene Kildsgaard, der indledningsvist opsummerede, at greens i Vejle har lidt under de værste svampeangreb, dels fra november og februar måned, og den meget massive nedbør og efterfølgende fugt har givet ideelle betingelser for udbredelsen af svampesygdommene. Det er helt sikkert ikke gået noget medlems opmærksomhed forbi. Spørgsmålet er nu, hvad bliver der gjort for at løse problemerne?

VGC har taget græseksperten Asbjørn Nyholt med på råd, og sammen med ham er der udarbejdet en plan for greenkeeperstabens arbejde med prikning, topdres/eftersåning og hyppig tromling af greens, for at få dem tilbage i god stand. Arbejdet er godt i gang, og vejret gør betingelserne for at få succes rigtig gode. Netop i dag er greens blevet prikket og topdresset, hvilket hjælper gevaldigt.
I sommerperioden bliver alle greens grundigt gennemarbejdet, og for at greenkeeperstaben har mulighed for at gøre arbejdet ordentligt, er det besluttet at lukke en sløjfe ad gangen i en uge, hvor greenkeeperne kan gennemføre arbejdet uden at blive afbrudt af golfspillere under arbejdet.

Der er blevet indkøbt fugtighedsmåler, så man i endnu højere grad følger greens og forholdene dokumenteres bl.a. med fotos, så man på baneudvalgsmøder kan snakke ud fra facts mere end følelsen af, at det går godt/skidt på banen.

Gå nye veje
Der er blevet snakket meget om de jordhøje (mounds) som er på VGCs bane. I forbindelse med dialogen med Asbjørn Nyholt har baneudvalget fået øje på, at mounds gør, at alle går ind på greens de samme steder, med et enormt slid på et lille område til følge. Hvis sliddet på greens bliver fordelt over et større areal, mindskes risikoen for sygdom i indgangsområderne. Derfor vil greenkeeperne i den kommende tid opsætte trafikregulering i form af snore, som altså skal hjælpe os til at fordele sliddet på indgangen til greens lidt mere.
I ”gamle dage” anbefalede vi golfspillerne til ikke at gå på de slidte steder, men i stedet, hvor græsset er grønt og saftigt!

Efter orienteringen gennemgik stedfortrædende chefgreenkeeper Arne Mikkelsen maskinparken og fortalte om det daglige klippearbejde, mens deltagerne kunne få lov at ”sparke dæk” og prøvesidde de imponerende maskiner.

Some description
Klippearbejdet starter kl 4.45 for at nå så meget som overhovedet muligt, inden spillerne kommer på banen. Greens klippes pt i 4 mm, mens forgreens og teesteder klippe i 14 mm, fairways i 19 mm – her klippes både med skær og rotor, og disse slibes mindst en gang pr måned på VGCs eget værksted.

Der blevet spurgt ind til automatisering, og Paul Sørensen fra baneudvalget fortalte, at netop dette er meget interessant og bliver fulgt nøje, men endnu er de selvkørende maskiner fremtidsmusik i VGC.

Som afrunding på en meget spændende gennemgang blev klubbens greentromle demonstreret (se billedet øverst i artiklen), og den vil blive flittigt brugt fremadrettet, da undersøgelser viser, at det har en gavnlig indvirkning på greenens modstandskraft overfor almindelige svampeangreb. Og putteoplevelsen er væsentligt bedre.
Bagsiden af medaljen er, at det tager 15 minutter at tromle hver green, plus transporttiden mellem hver green. Tromling kan kun foregå på tør green. Det betyder præcis på samme tid, som golfspillerne er på banen. Men også her forsøger greenkeeperne at planlægge arbejdet, så det giver mindst mulig gene for spillerne på banen.

Det kan dog ikke undgås, at spillerne møder greenkeeperne på banen i dagtimene, og baneudvalget udtrykte sin fulde opbakning til, at greenkeeperne skal være på banen, og at der er tale om, at golfklubben er en arbejdsplads, hvor man skal udvise respekt og hensyn til medarbejderne.

Har du forslag (eller spørgsmål) til/omkring golfbanen, så henvend dig til baneudvalget.

Den næste banevandring er planlagt til at blive afvikles i efteråret.