1289129012881291
 

Arne Holm er ikke længere blandt os

Tor 21. februar 2019

468 - 7011

En af Vejle Golf Clubs utrættelige hjælpere, Arne Holm, er gået bort. Arne blev 83 år.
Arne Holm var hjælpsomheden selv, og en handyman af guds nåde, der gennem årene har sat sit præg på klubben med ophængning af lys og lamper, reoler og ikke mindst hvervning og servicering af medlemmer.
Arne Holm var oprindeligt ikke til golf, han havde rigeligt at gøre med Vejle Kammeraterne på Søndermarken, men i starten af 1990’erne blev han lokket til at prøve – og som så mange andre – blev han bidt af spillet – og ikke mindst hyggen med gode venner.

I de sidste år kneb det lidt med fysikken til at gå banen rundt, men han manglede aldrig lyst til at hjælpe. Pernille og Frederik havde stor glæde af Arnes hjælp, da de drev restauranten – og også senere hos Din Madpartner – og Men’s Section kunne hver torsdag være sikker på Arnes hjælp til praktiske opgaver på banen, ligesom klubben i sine bestræbelser på at hverve nye medlemmer altid kunne regne med Arnes indsats og hans enorme berøringsflade i Vejle. Som del af teamet i golfklubbens baneservice har Arne Holm gennem en årrække været klubbens ansigt udadtil, med venlig og opmuntrende hjælp til medlemmer og gæster.

Vi kommer til at savne Arne, hans lune humor og hans hjælpsomhed. Æret være hans minde.