Se referatet efter generalforsamlingen
Tir 27. november 2018
Vejle Golf Club rækker hjælpende hånd til Brejning
Medlemmerne i Vejle Golf Club godkendte onsdag aften på den ordinære generalforsamling at hjælpe de nødstedte medlemmer af den konkursramte Comwell Kellers Park i Brejning. Situationen er den ulykkelige, at medlemmerne af den tidligere klub har mistet alle rettigheder, og derfor ikke kan få spilleret i den periode, hvor de arbejder på at genetablere golf i deres lokalområde.
Men de 143 stemmeberettigede støttede bestyrelsens forslag om at give ”husly” til spillerne frem til 30. juni 2014, hvor der ventes at være en afklaring omkring situationen i Brejning. Pt er der 140 medlemmer af initiativgruppen Golf i Brejning.
En anden god nyhed for medlemmerne i Vejle Golf Club er, at der ingen kontingentstigning kommer i 2014. Klubbens medlemstal blev i 2013 vendt efter syv års tilbagegang, takket være en vellykket medlem-skaffer-medlem kampagne, hvor Vejle Golf Club tilbød alle interesserede at prøve golf. Det har givet 140 nye medlemmer samt 83, der fortsat overvejer et medlemskab.
Trænerstaben i Vejle Golf Club forstærkes i den kommende sæson med den professionelle tourpro Anders Smidt Hansen, der har indgået en aftale om at bistå cheftræner Talal Sidani i den store og alsidige træneropgave med medlemmer fra nybegynder til dansk amatørelite med mesterskabsambitioner.
Vejle Golf Club har en meget stabil økonomi og drift, hvorfor generalforsamlingen godkendte regnskab og budget, efterfølgende var der genvalg til bestyrelsesmedlemmerne Claus Svold, Jørgen Ejlskov og Jan Haugsted Pedersen, samt suppleant Judith Domino.
Golfklubbens revisor, som er BDO Vejle, genvalgtes også.
Årets junior i Vejle Golf Club er Josephine Bertelsen, 14 år, der i 2013 skabte en række bemærkelsesværdige resultater. Men mindst ligeså beundringsværdigt er de sociale kompetencer, hun som rollemodel for andre spillere udviser, bl.a. ved at hjælpe nye og mindre dygtige spillere i gang med golfen og ved at spille sammen med dem. Det lykkedes Josephine Bertelsen omtrent at halvere spillehandicappet gennem 2013 til et index på 9, og målet er i 2014 at komme ned på 5, hvilket kræver en flittig og disciplineret indsats.
Lise Eliasen, holdcaptain på damernes elitehold, valgtes til Årets Spiller i Vejle Golf Club for sin seriøse og positive tilgang til golfen. Lise har flere år i træk ført eliteholdet til medaljekampen, og hun går forrest med viljestyrke og enorm erfaring.
Generalforsamlingen stemte slutteligt for en vedtægtsændring om at flytte terminerne for kontingentbetaling tre måneder frem, og den beslutning udløser en ekstraordinær generalforsamling, som skal holdes indenfor de kommende fire uger.